Nettet strammer

Af: Jens Ladegaard, direktør

I gamle dage – og det er ikke 5 år siden – var udvekslingen af telefonnummer og visitkort i erhvervslivet, dét man efterspurgte.

Men det er det ikke længere…

I hele erhvervslivet, måske lige med undtagelse af detailhandlen, spørger man ikke om et telefonnummer, faxnummer, navn og adresse, men udelukkende om, hvad er din e-mail adresse og hvad er din web-adresse.

Dette totale skift er sket glidende, men har været meget markant. Vi må alle huske, at Danmark er det land i verden, hvor flest personer og familier har egen pc’er – også i hjemmet.

Vi sender sms’er og e-mailer til hinanden i et tempo, ingen havde forudset, fordi kommunikationen er blevet hurtigere og mere effektiv via de nye elektroniske muligheder.

De nye terminaler / mobiltelefoner indeholder da også alle disse faciliteter i dag. Du kan ringe, sende sms, sende e-mail og du kan modtage fax – ja, du kan det hele på en "terminal", der er mindre end en pakke cigaretter. Denne udvikling fortsætter med en billedkvalitet, der næsten er sublim.

Denne hurtige og markante udvikling har også betydet, at selv små og mellemstore virksomheder har taget deres hjemmesider op, som den vigtigste markeds­føringsaktivitet de overhovedet har. Hjemmesiderne skal være spændende, inter­aktive og hele tiden udskiftes, og det gør de dygtige virksomheder også.

Man kan stadig møde nogle virksomheder, som synes, at det er "nymodens pjank" at have en hjemmeside, der indeholder mere end det der i øvrigt stod i telefonbogen i gamle dage, for argumentationen er: Der er ingen, der bruger den og vi får aldrig kunder fra vores hjemmesider. Nej, det er der ikke noget at sige til, når man kigger den efter i sømmene.

Alle forældre ved – og snart også bedsteforældre – at deres børn og børnebørn fra 6-7 års alderen går på nettet med største selvfølgelighed, og leder alle oplysninger frem derfra, og når de bliver lidt større i undervisningssituationerne, finder de artikler, baggrundsmaterialer, bestiller rejser, flybilletter, fodboldbilletter og meget andet – alt sammen via Internettet. Og når man alligevel er derinde, kan man jo lige så godt finde en blikkenslager eller hvem der i øvrigt har tilbud på noget smart tøj.

Personligt tilhører jeg en generation, som har lært det/blevet nødt til at lære det i en sen alder, men det er ligesom med telefonen for 50 år siden: Har man den ikke, er der ingen der ringer til en, og så har man selvfølgelig ikke brug den!

Internettet og spændende hjemmesider er blevet - og vil udvikle sig til endnu mere at blive den vigtigste markedsføringskanal, som små og mellemstore virksomheder kan anvende, for det er her, at de potentielle kunder finder os.

For at understrege vores holdninger til Internettet, var vi da også den første virksomhed i Danmark, der kombinerede traditionelle kurser med træning på nettet. Ellers ville vi da have overset en oplagt mulighed, for her kan man træne hvor man er, på hvilket tidspunkt der passer en bedst, på det niveau man er på og tage det om igen hvis man ønsker det. På den måde sikrer man, at ens faglige og men­neskelige kompetencer bliver holdt ajour, ud fra devisen "er du ikke under udvik­ling, er du under afvikling", og dette udtryk gælder også de små og mellemstore virksomheders hjemmesider.

I disse tider kommer den ene nye gratisavis efter den anden på gaden, med trykte annoncer. Hvordan passer det så til, at man også skal bruge hjemmesiderne?

Det passer fint. Det er ikke enten eller – det er både og, og i de bedste annoncer er der altid en henvisning til en hjemmeside.

Når I investerer i en spændende hjemmeside, der også er interaktiv, koster det selvfølgelig nogle penge. I skal her sørge for, at den hele tiden bliver vedligeholdt og udskiftet. Hvem gider gå ind i en butik, hvor de samme ting har været der år efter år? Nej vel – der skal ske noget. Det skal være spændende og det afspejler jo din virksomheds holdninger til kunderne, medarbejderne og i det hele taget er det med til at give en stærk profilering.

En stor tømmermester fortalte, at det vigtigste markedsføringsmateriale han har, er hans hjemmeside hvor han hele tiden fotograferer hans arbejder med et lille vi­deoklip og fortæller, hvor langt han er kommet i processen i forholdet til planen. Det er spændende at se på, det tilfredsstiller kunderne for de får deres eget hus/bygning på nettet, men samtidig tiltrækker det nye kunder. For når man tør vise, hvor langt man er kommet i forhold til det man har lovet, er man en troværdig samarbejdspartner. Det er Internettet, der har skabt fremgangen, og som han siger: "Jeg kan slet ikke forstå, hvordan jeg fik kunder før i tiden".

Hos LADEGAARD A/S har vi – som en lille virksomhed med kun 11 ansatte – mel­lem 2-300 unikke brugere inde hver dag, og når vi udsender nyhedsbreve, som vi gør ca. 1 gang om måneden til alle dem der har tilmeldt sig, stiger den trafik til over det dobbelt. Det virker og det virker utroligt godt, så dem der endnu ikke er kommet i gang med elektronisk markedsføring med nogle spændende hjemme­sider – kom i gang nu!

Kan I ikke magte opgaven selv, så henvend jer til eksperter som kan vejlede jer og eventuelt lave de første hjemmesider, som I naturligvis selv skal vedligeholde, for ellers bliver det en alt for dyr investering.

Held og lykke med nogle spændende hjemmesider, som tiltrækker nye og gode kunder, der betyder for jer, at I øger jeres omsætning og får en mere spændende hverdag.

Top